Michael Vignola er en komponist og "sound crafter" baseret i New York City. Han har vundet flere priser for sit arbejde og skaber musik med en unik vision, bred vifte og stor detalje.
På Infinity skaber Vignola musik, der er rig og varm, men altid med en følelse af koldere, fjernere elementer skjult lige udenfor. Underliggende skønhed og delikatesse er noget dybere og subtilt foruroligende. Jeg tror, ud af alle hans albums, som jeg har gennemgået, er det her, hvor melodi spiller den største rolle. Uendelighed har stadig sin underskrift skarphed, men der er øjeblikke af hjerteindgrebende melodisk skønhed.
Der er en interessant kombination af strenge og klaver sammen med elektroniske og synthelementer på dette album. Hele mixen producerer en ekstrem fuld, tyk lyd, når det hele kommer ind på én gang, men Vignola ved, hvornår man skal bakke op og holde tingene enkle. Kontrasterne mellem sparsomme og rummelige lyde og et billedtæppe af mere indviklede soniske tråde er med til at definere konturerne af uendelighed.
Når Infinity når højderne, rører det dem på en elegant måde. Der er en ægte forbedring i dette album, en forfining, der vises igennem i alle numrene. Jeg tror, at dette er mærket af nogen, der fortsætter med at finpudse deres håndværk, og hvordan de nærmer sig det. Ikke at Vignolas tidligere albums manglede denne kvalitet, men jeg synes, det er blevet endnu mere tydeligt her.
Der er en følelse af samhørighed i den måde sporene hænger sammen på albummet. Den ene flyder problemfrit ind i den anden, og de væver sig sammen for at danne et sammenhængende udtryk. Følelsen af et ekspansivt rum omkring intime musikalske øjeblikke fremgår af hele albummet.
Når det er sagt, er der spor, som jeg følte en særlig tilknytning til. Der er tre, som jeg især vil fremhæve.
Det første spor, der virkelig greb mig, var Give and Take . Det starter med en smuk, fuld, længende melodi, der spilles på violin. De blide klaverakkorder bag det giver det styrke, og derefter kommer en drivende violin ind, inden de forlader igen til en række klaverarpeggoer. Den åbne, dybe lyd nedenunder er fyldt med et tickende af et ur, og et foruroligende lydkvalm i baggrunden vokser og pludselig falmer, når sporet slutter.
At vide har en ekstrem blød og blid start med bare klaver og strenge, der spiller minimale toner, der begynder at vokse og tage form. Strengsektionen kommer ind og tilføjer stykket struktur. Den dybe strengdrone er et kontrapunkt til klaverets blødhed. Slagverk begynder at komme ind, og strengedronen øges i frekvens, når det minimalistiske klaver fortsætter, note for note langsomt vokser. Slagsættet er en blid puls, der tilføjer en let følelse af bevægelse til musikken. Der er en insisterende synth i baggrunden, en synth, der giver en meget mere foruroligende følelse. En bækken blomstrer, og strengene og klaveret vokser i insistering, da perkussionen også får styrke. Alle elementerne begynder at bevæge sig, efterhånden som sangen opbygges i intensitet.
Memories of You starter igen med en beroligende klaver og kun lidt baggrundsstemning. Akkorderne er varme, ømme og fulde af det, som portugiserne måske kalder saudade, en slags nostalgi fuld af følelser og dybde. Minimalismen passer perfekt til lydens mildhed. Det er det letteste, varmeste touch på øret. Hver note synes fuld af noget kraftigt melankolsk. Alt på én gang svulmer og flyder klaveret, hvilket skaber ripplende mønstre som lys gennem blonder. Tristheden bliver skudt gennem med noget håb, leveret af klaveret, lysnoter flimrer og flagrer inden de falmer til stilhed.
I sidste ende var det vedvarende indtryk, som Infinity efterlod mig, et af små, delikate perle-lignende øjeblikke af skønhed, der drev gennem et uendeligt hav af rum og tid. De ekspansive, endog skarpe synteskaber og puder står i kontrast til de melodisk rige og varme strenge sammen med det minimale og delikate klaverværk for at producere en følelsesladet tilstand, der kombinerer melankoli med løft og varme med ister, mere tomme mentale landskaber. For mig er de landskaber værd at udforske.
