Raydar (Lawrence King) er en canadisk synthwave-kunstner, der skaber musik påvirket af hans nostalgi til 80'erne-film sammen med en interesse i at skabe musik, der er tro mod hans personlige syn på elektronisk musik. Jeg talte med ham om, hvordan han kom i gang, hans kilder til kreativ inspiration og hvordan han arbejder med at lave ny musik.
Karl Magi: Hvordan blev du interesseret i at lave musik til at begynde med?
Lawrence King: Jeg skrev musik og spillede i bands gennem gymnasiet. Jeg var aldrig interesseret i elektronisk musik før slutningen af gymnasiet. Jeg tog nogle blandede mediekurser, og de viste os grundlæggende musikproduktionssoftware som FL Studio og Logic. Vi lærte, hvordan man optager bands, og det var sådan, jeg begyndte på elektronisk musik. Jeg kom ind i Deadmau5, men jeg havde ingen idé om, hvordan elektronisk musik blev produceret eller skabt.
Min ven havde en revnet version af FL Studio, som han satte på min familie computer. Jeg tænkte bare på det, lavede falske små sange, og til sidst købte jeg Logic, som var, når Raydar-tingene begyndte at ske.
KM: Hvad er det der trak dig mod at lave retrobølge / synthwave-musik?
LK: Det kommer fra en kærlighed til film fra 80'erne, fordi jeg virkelig kan lide fornemmelsen af nostalgi. Hele ideen bag Evil Squad var en hyldest til retro-horrorfilm. Jeg blev virkelig inspireret af John Carpenter. Faktisk var det Lazerhawks album Skull and Shark, der var en ret stor inspiration for mig.
Jeg vidste ikke længe om NewRetroWave, selvom jeg lyttede til en masse af denne musikstil. Jeg besøgte deres websted, fordi jeg prøvede at sende min musik til etiketter. Jeg har musik ude fra da jeg var på gymnasiet på et Toronto-baseret label kaldet Bug Eyed Records. Det gik aldrig rigtigt overalt, men der var et par singler og en EP, jeg udsatte dem. Det var mine første oplevelser med nogen form for etiket.
NewRetroWave virkede bare mere tilgængelig, så jeg prøvede at lave en retro-klingende sang, selvom jeg ikke var i den lyd så fuld som jeg er nu, men de kunne godt lide den, og de spurgte, om jeg havde mere musik. Jeg arbejdede på den første Evil Squad EP, så jeg sendte den ud til dem, og de kunne godt lide den og satte den op på deres YouTube-kanal. Lige siden da har jeg haft et ret godt forhold til NewRetroWave.
KM: Tal om nogle af de temaer og ideer, du udforsker i din musik.
LK: På mit første album i fuld længde på NewRetroWave forsøgte jeg at skabe en lyd, der var lidt mere sand, hvad jeg havde tænkt mig at lave oprindeligt med elektronisk musik, mens den første Evil Squad EP var mit forsøg på at være virkelig på næsen med den synthwave-stil. Nu da jeg havde min fod i døren, ville jeg tage det, jeg havde lært af at gøre det, og gøre noget mere tilgængeligt, ikke bare lige op i mørk, tung synthbølge. Jeg ser altid på mig selv som den mindst synthwave-y synthwave-kunstner.
Med det album forsøgte jeg at starte med en form for mild og det bliver lidt tunge i midten med sange som Beatdown og Cut Lip og derefter platonerer det tilbage til noget mere mellow. Jeg prøver at se på mine albums som en historie. Jeg prøver at forestille mig, hvordan en fremmed for min musik ønsker at lytte til den, og det er sådan, jeg bringer albumerne sammen. Det er sjældent, at jeg bare har et offshot på en tilfældig sang og lægger det op. Jeg prøver at pakke mine ting på en metodisk måde.
Jeg arbejder på et andet album i fuld længde, som jeg ikke har præsenteret for NewRetroWave. Jeg har en fortælling i tankerne for det. Det er lidt af en romantisk historie om kommende aldre.
KM: Hvordan fungerer processen med at skabe ny musik for dig?
LK: Det starter aldrig rigtig med en idé på forhånd. Mange gange starter det med at åbne et projekt, måske lægge nogle trommer og snyde sig sammen med en synthesizer. Jeg bliver meget udmattet og lukker projektet. Mange af de gange sker det bare ved at tulle rundt og finde noget, jeg kan lide ved det, jeg har arbejdet på, og lige begyndt at opbygge det. Jeg kan opbygge sektioner af en sang i forskellige arrangementer eller måske opbygge tre forskellige sange i et projekt og måske bare placere dem fra hinanden virkelig langt på tidslinjen. Jeg vil se, hvad jeg kan lide ved hver af disse ting, og måske inkorporere dem sammen. Det er altid en anden proces.
For eksempel er der på det nye album, jeg arbejder på, en sang, der er inspireret af episoden Black Mirror kaldet San Junipero . Det er en virkelig melankolsk, mørk sang. Jeg får bare inspiration fra så mange forskellige steder. I så fald var det det æstetiske, som episoden havde, der inspirerede mig. I andre tilfælde bestemmer jeg måske, at jeg måske ønsker at lave en rigtig tung sang, eller at jeg spiller med en syntetisk hornlyd eller elektronisk klaver for at komme på noget cool.
KM: Hvad er dine synspunkter på elektronisk musik generelt og synthwave musik mere specifikt?
LK: Jeg er ikke rigtig den største fan af elektronisk musik generelt, især for en der laver det. Jeg har overhovedet aldrig været i den scene. Hvad jeg kan lide ved elektronisk musik, og hvad der inspirerede mig til at skabe den, var handlinger som Deadmau5, Justice og Daft Punk på grund af den innovation, de bragte til deres live shows og den måde, de fungerer. Det var fantastisk at kunne se Deadmau5 live streaming, fordi der ikke var noget mysterium. Han prøvede at trække de vægge ned omkring musikken.
Den elektroniske musik scene er svært at navigere for mig. Det gælder især for en der spiller i band. Jeg kommer fra mere af en punk-rock-baggrund, så når det kommer til at få optrædener, er det svært at prøve at nærme sig det som en elektronisk musiker i modsætning til som et band. Alle tror bare, at du er en DJ, og det er helt anderledes.
For så vidt synthwave passer ind i det, har jeg haft større succes med at gøre elektronisk musik på egen hånd end at lave mine band-ting, men jeg føler mig virkelig isoleret, fordi jeg har en vanskelig tid med at blive nedsænket i den scene på samme måde som jeg ville med et bånd. Selv nu har jeg endnu ikke fundet et synthwave-samfund i Toronto. Det er der, og jeg skal finde det, men meget, det appellerer ikke rigtig til mig.
KM: Hvad er dine nuværende projekter, og hvad har du i tankerne for fremtiden?
LK: Jeg er klar til et album i fuld længde, der er mere i vejen for Neon Graffiti . Jeg har ca. halvdelen af det gjort i en demoform, men det, jeg ville gøre med dette album, var at lave et rigtigt retroalbum. Jeg mener ikke retro kun i den forstand, at det lyder som om det kunne have været fra 80'erne. Jeg ønskede at lave et album, hvor alle stængler og numre overføres til analog optagebånd. Det ville være en lang proces, men det er hvad jeg arbejder mod. Jeg gør det hele klar, og der er et studie, som jeg har optaget på før med mit band. Producenten der gør en masse analoge ting, så jeg har talt med ham, og jeg vil måske gå der et stykke tid i fremtiden og få alt optaget på analogt bånd. Jeg synes, det ville være temmelig pænt. Det ville være som at arbejde baglæns på en måde. Det handler om at eksperimentere. Det ville være interessant at oprette albummet med alle de avancerede værktøjer, jeg har til rådighed, og derefter regresse til tape.
KM: Hvordan oplades du dine kreative batterier?
LK: Nogle gange er det hårdt. Det er bare noget, du har at gøre med. Jeg har ikke arbejdet på Raydar-ting på en solid måde i cirka en måned nu. Jeg har gjort andre ting, men det kommer og går. Der er dage, hvor jeg kurerer spor til et punkt, hvor jeg får idéen igennem i løbet af få dage. Der er andre dage, hvor jeg arbejder med sange, jeg startede for mange år siden, allerede før Neon Graffiti kom ud. Nogle gange bliver du ramt af bølger af kreativitet, og nogle gange åbner du et projekt, lytter til det en gang, og du lukker det igen.
