Mirage er et album, der virkelig har en bestemt kvalitet af uvirkelighed, der flimrer på kanterne af opfattelsen. Baldocaster skaber vignetter af andre verdensomspændende steder på dette album, der mesh for at danne en sammenhængende helhed. Dette er et album, der er i strømmen af synthwave, men det skaber en unik lyd, der overskrider klichéen og derivatet.
Mirage er spændt af en drømmelignende opfattelse af verden. Hvert spor ser ud til at udforske en anden verden og tilstand af at være. Der er en samlet følelse af at bevæge sig hen over unikke soniske landskaber, som samlet set føles som noget set gennem det mirage, som albummet er navngivet til.
De almindelige lydiske elementer, der binder Mirage sammen, kommer fra en følelse af, at alle de forskellige musikalske elementer bevæger sig gennem ekspansive rum. Der er lange fejerende noter og akkorder, der driver gennem hvert spor for at etablere den fornemmelse sammen med den måde, hvorpå alle sporene genererer en følelse af glathed fra flydende dyb bas og trommer, der ikke er for tunge. Jeg sætter pris på, at selvom hvert spor har en anden følelse, er den samlede produktion konsistent fra spor til spor.
På trods af den følelse af uvirkelighed, som Mirage genererer for mig, er melodierne, som Baldocaster skrev, ganske rigtige og solide i deres kvalitet. De udforsker en lang række følelser, men hver af dem er veludviklede og engagerende. Nogle har en meget varm og blid kvalitet, andre fylder med energi, og mange er også irriteret af en understrøm af melankoli. Uanset hvad, så har Baldocaster et talent for melodisk skrivning, som han ikke er genert med at udforske på dette album.
Nu vil jeg tale om de spor på Mirage, som jeg følte var mest overbevisende og diskutere elementerne i hver af dem, der bidrog til denne følelse for mig.
Hovedmelodien i “Curse This Castle” er resonant og lidt ærbødig. Sporet er fuld af chiming synths, en aktiv bassline og energisk percussion. Den har varme synth-akkorder og flydende pulsationer, der bevæger sig over den brogede bassline og understøttende rytme. Den høje, klokkelignende synth-tone, der kommer ind i sporet, kontrasterer pænt til alle vaske fra synth-lyd. Den trækker kortvarigt inden den energiske hovedmelodi skubber igennem og fremfører sporet fremad. Efterhånden som sporet slutter, får vi flydende arp og melodien med dybe brønde af bas under det.
“Before Dawn” etablerer en stærk rytme sammen med sin dybe bas. Melodien i dette spor synger ud, fuld af liv. Det er et spor, der tvinger hovedet til at nikke, men det får en vis mildhed ved at feje synthlyde og den generelle glathed af sporet. Jeg nyder også den temmelig transcendente følelse af synterne mod slutningen af banen, før den vender tilbage til sin etablerede bane.
Der er en let gnist af synths til at starte “Featherweight”, før den solide bas og funky-følelse percussion kommer ind i banen. Den engagerende melodi spilles på en synth, der har en kor kvalitet, der ser ud til at understrege den håbefulde følelse, der skabes inden for den melodi. Dette spor har en rille til det, som jeg virkelig kunne sætte pris på, og hele sporet danser og hvirvler og føler sig faktisk fjervægt.
Melodien i "Traversal" genererer en fornemmelse af krydsning, springende fovard og dans gennem banen. Jeg følte, at Baldocasters melodi havde en sejrrig og inspirerende kvalitet ved det, som virkelig gav positive vibber. Dette er et spor, der låser alle dets soniske elementer, når det opløses til en åben og ekspansiv lyd. Det er en sang, der får mig til at tænke på et eventyr i noget fremmed land, der krydser nye udsigter.
Som helhed er Mirage et album, der transporterede mig. Baldocasters melodiske forfatterskab og det kollektive lydbillede af alle sporene malede stærke billeder og holdt min hjerne fokuseret på disse billeder igennem. Jeg lukkede bare øjnene og tilladte mig at rejse et stykke tid og slappe af i albumets soniske verden.
